Chris Alban Hansen

Lad være med at betale 19 kr. for noget, der er gratis

Ovre på Berlingske forstår chefredaktør Lisbeth Knudsen ikke, hvorfor hun skal forære indholdet væk til læserne. Det gjorde man jo ikke, dengang folk læste aviser.

Derfor tager Berlingske 19 kroner for en guide til nybegyndere ud i fotografiets håndværk. Men hvorfor betale 19 kroner for noget, du kan få gratis?

Det er lige præcis dét, som Lisbeth Knudsen river sig i håret over. Hvordan skal hun kunne drive en medievirksomhed, hvor man traditionelt tager penge for journalistike produkter, når nu andre forærer det samme væk på blogs og private hjemmesider?

Det er ikke bloggernes skyld
I første runde af kampen mod gratis indhold spredte Berlingske – sammen med JP – FUD om bloggerne. Blogs kan ikke erstatte den klassiske journalistik, lød budskabet. Dén manøvre gav dog ikke flere penge på Lisbeth Knudsens bundlinje.

Næste træk var så at tage betaling for udvalgte artikler som ekspempelvis begynderguiden i fotografi. Og så er vi tilbage ved sagens kerne. Hvorfor betale for noget, der er gratis?

Jeg er af den overbevisning, at der stadig er penge i klassisk journalistik. Eller i hvert fald journalistiske produkter. Det handler blot om den økonomiske model.

Nedbryd muren mellem salg og redaktion
I papiralderen kunne fotoguiden sagtens blive en succes. Hvis du dengang ville lære at fotografere, kunne du købe en bog om håndværket til 100 eller 200 kroner. Dér ville en guide til 19 kroner gøre sig godt i konkurrencen.

Men det er den gamle økonomi. Den nye, linkøkonomien, handler om at samarbejde, dele indhold og fordele kunderne og indtjeningen.

I det konkrete tilfælde mener jeg, at mediehusene burde slagte en hellig ko: Nedbryd muren mellem annonceafdelingen og redaktionen.

Sådan kan Lisbeth Knudsen tjene penge på fotoguiden
Find derefter ud af hvilke annoncekunder, der er parate til at sponsorere en artikelserie. Det kunne være, at én eller flere aftenskoler, der underviser i fotografering, ville betale for en begynderguide i fotografi.

Den færdige artikelserie skal herefter krydres med links til sponsorernes websites. Gerne direkte til formularen, hvor interesserede kan melde sig til et fotokursus med relation til artiklerne.

Dét er, hvad linkøkonomien handler om i sin reneste form. Links!

Berlingske kunne også lade artiklerne køre igennem trykpressen, som aftenskolerne endnu en gang betaler for og uddeler til deres elever. Eller skolerne kunne betale for at udgive artikelserien på egne websites med tydelig kildeangivelse og link tilbage til b.dk.

Linkøkonomien er et paradigmeskifte
Men før det kan lade sig gøre, må Berlingske og de andre gamle bladhuse lægge deres tankegang om. Linkøkonomien er et paradigmeskifte, og det nytter ikke at klamre sig til fortidens måde at forbruge medier på.

Lad være med at tænke, at journalister er de eneste i verden. Og lad også være med at tænke, at b.dk er den eneste kilde til information.

Tænk i stedet for på, hvem du kan samarbejde med, så I sammen kan tjene penge. Og tænk på, hvor indholdet kan distribueres henne med links tilbage til arnestedet, så du senere kan tjene på artiklerne om stress, der ikke længere behøver at koste 10 kroner, fordi de er sponsoreret af en psykolog.

Link, del og tjen penge, burde være mottoet. Ellers ved jeg, hvor jeg kan finde tingene gratis.